|
Den sidste lørdag i januar var jeg i Agerskov hvor Agerskov kirkes menighedsråd havde arrangeret et kursus i moderne ikoner. En rigtig hyggelig dag. De frembragte værker var derefter udstillet i kirken hele februar måned.
Her er præsten i gang med limpistolen på hendes ikon
2009 startede som 2008 sluttede med at male med acryl hos Annemette i det sønderjyske kunsthus i Haderslev.
De fire dage før påske var jeg i Skagen hvor Annette Nepper-Christensen holdt ikonkursus.
I juni var jeg igen på Løgumkloster Højskole til to ugers ikonkursus med den moldaviske ikonmaler Cristi Corvig.
Den første weekend var jeg til pilgrimstræf på Løgumkloster Højskole. Det var den danske klosterrutes støtteforening der arrangerede.
I august var jeg på besøg i København hos en ikonveninde hvor vi bla. så ikoner i den koptiske kirke og i den russiske kirke.
I oktober-november var jeg igen på Løgumkloster Højskole til to ugers ikonkursus med den moldaviske ikonmaler Cristi. Midt i kurset gik jeg på efterløn så nu er der rigtig tid til at male.
I december var jeg igen igen på Løgumkloster Højskole til to ugers ikonkursus. Denne gang med Annette Nepper-Christensen som lærer. Så det er blevet til nogen uger med ikoner i 2009.
Her er jeg ved at skrive en ikon i Løgumkloster
I løbet af efteråret er jeg begyndt at male på lærred med acryl i det sønderjyske kunsthus i Haderslev. Det er rigtig spændende.
Den første uge i december havde jeg været så letsindig at melde mig til et værkstedskursus på Løgumkloster Højskole. Her skulle vi lære om parafraser - billedlig fortolkninger af andre billeder - meget spændende. Vi havde også besøg af Thomas Kluge , berømt for sit dronningeportræt, der fortalte om sine billeder og viste eksempler. Det var en rigtig dejlig uge med dejlige medkursister. Det blev også til et glædeligt gensyn med Ilone der havde været med på ikonkurset i august. Jeg har lavet et lille fotoalbum med billeder fra kurset - klik på værkstedskursus i menuen
Vores lærer Gitte Buch giver gode råd om farver og komposition
I august 2008 havde jeg igen fornøjelsen at være i Løgumkloster til et ikonkursus med Annette Nepper-Christensen. Jeg malede en ikon med Our Lady of Czestochowa - Jeg har planer om en gang at gå en pilgrimsvandring fra Krakow til Czestochowa hvor den sorte madonna er i kirken.
I august og november har jeg været i Sønderborg på ikonkursus hos Sofie Hansen, der er medforfatter til bogen at skrive en ikon. Sofie er en dygtig lærer som jeg er glad for at kende og få lov at blive undervist af.
Den sorte madonna fra Czestochowa til højre
I marts 2008 var jeg i Skagen hvor Annette Nepper Christensen afholdt et ikonkursus. Selv her i Skagen møder man en sjællænder man har været på ikonkursus med i Løgumkloster. Det er et dejligt miljø i Skagen og man burde nok ta´ derop og male billeder en gang.
Den første uge i juni var jeg igen en uge på Løgumkloster Højskole på ikonkursus. Her blev vi undervist af ikonmaleren Cristi Covrig fra Moldavien. Crist er uddannet teolog og ikonmaler. Det var meget spændende at blive undervist af en rigtig professionel ikonmaler. Jeg glæder mig til at han kommer igen næste år.
Den moldaviske ikonmaler Cristi Corvig
Det er vist på tide med en opdatering af siden. I juli 2007 var jeg en uge på endnu et kursus i moderne ikoner hos Nini Duncan i Højer. Man kunne skifte mellem at lave ikoner og male billeder. Som altid dejligt hernede i det nederste hjørne af Sønderjylland.
I oktober var jeg en weekend i Tullebølle på Langeland hvor Gitte Buch underviste i at male ikoner på lærred. Jeg var heldig at bo hos en af de andre kursister på Thurø og var med ude at gå morgentur med hunden. En dejlig weekend.
I november var jeg en uge på Løgumkloster Højskole, hvor emnet var Kunst og Kristendom. Her var vi også på udflugter til forskellige kirker og se udsmykninger af kirkerum og altre. Vi var bl.a. i Hamborg. På skolen var der også foredrag af kunstnere og kunsthåndværkere. Meget spændende.
Torbjørn Olsens alterbillede i Sunds kirke
17.juni 2007
I dag var vi på den årlige sogneudflugt. Efter højmessen steg vi på bussen og kørte til Sdr. Sejerslev hvor vi fik middag på Højkro. Derfra fortsatte vi til Nolde-museet for at se jubilæumsudstillingen. Eftermiddagskaffen fik vi i sognehuset hos den danske menighed i Aventoft, hvor pastor Lone Nyeng fortalte om den danske kirke i sydslesvig. En rigtig dejlig dag.
Emil Nolde: Korsfæstelse 1912
12.juni 2007
Så blev ikonkurset på Løgumkloster Højskole godt overstået. Det var et dejligt gensyn, startende med et kram af Annette, der var min lærerinde igen i år. Der var også gensyn med tre andre kursister fra sidste år. Jeg kom til at sidde med en "ny makker" (Annette) ved arbejdsbordet. Det gik så godt at lærerinden måtte dæmpe vores snakken !
Jeg fik lavet de sidste detaljer på ikonen Kristus Pantokrator, der knap blev færdig i Horsens. Det hjalp at komme i det rigtige miljø. Det er helt andre rammer og en anden atmosfære i Løgumkloster, hvor man starter med morgensang og hele vejen gennem kurset er koncentreret omkring ikoner og kirke/klostermiljøet. Jeg fik også lavet en ikon med et udsnit af Gudsmoder Orans - den bedende gudsmoder - en russisk ikon fra Kiev-skolen ca. år 1114.
For at få frisk luft i lungerne og til hjernen gik min makker og jeg en tur hver aften og kiggede på byens mange fine huse og andre seværdigheder og ikke mindst fik en god snak.
Det værste for min makker, der er kirkesanger, må ha´ været at høre mig brumme med på morgen- og aftensang (undskyld)
Det var en dejlig uge med dejlige medkursister og lærerinde - en god stemning på holdet, der også blev kaldt "guldholdet". Enten var vi gode eller også brugte vi bare en masse bladguld ? Tak til alle - især aftenholdet.
Min ikon Gudsmoder Orans til venstre og Annettes Gudsmoder og barnet til højre
4. april 2007
Efter et stykke tids tilløb har jeg taget kontakt til en gruppe amatørkunstnere, der holder til i Vojens. Jeg fik en snak med dem til ferniseringen på deres udstilling i Vojens kultur- og musikhus i marts. De ville gerne udvide antallet af medlemmer og jeg får forhåbentlig genoptaget at male. En af de andre medlemmer af gruppen er iøvrigt min formningslærer fra min skoletid. Den første aften sad jeg og tegnede lidt skitser og den anden aften malede jeg inspireret af weekendens ikonkursus et billede med Golgatha - også meget passende op til påske.
4. april 2007
I februar var jeg så heldig at få den sidste plads på et ikonkursus i Horsens. Det var Kirsten Borreschmidt der var underviser. Desværre var der så meget isslag den ene dag at dagens undervisning blev aflyst. Vi har så den dag til gode til sidst i april, så da vil der komme mere om resultatet af kurset.
I marts var jeg på Langeland - nærmere betegnet Tullebølle, hvor Gitte Buch underviste i Mega-ikoner. Det var anden gang jeg var med der og igen var det en rigtig hyggelig og lærerig weekend.
Gitte Buch og Kirsten Borreschmidt har sammen med fire andre ikonmalere forfattet en arbejdsbog om at lave ikoner : " At skrive en ikon " Så det må siges at være kompetente undervisere jeg har haft.
Stemningsbillede fra Horsens
20. november
Hele weekenden var jeg på ikonkursus i Tullebølle på Langeland. Gitte Buch var lærer på et LOF kursus i ikonmaling. Et såkaldt mega-ikon-kursus hvor man maler et udsnit af en ikon på et lærred med akrylfarver, men ellers efter den gamle opskrift - fra mørke til lyset. Et rigtig dejligt kursus sammen med andre ikonelskere.
Den 7. november 2006
Hjemmesiden har været længe undervejs og er da heller ikke færdig endnu, men jeg vil gerne vise lidt om ikoner.
Jeg har i flere år interesseret mig for ikoner - både moderne og traditionelle ikoner og har købt en moderne ikon lavet af Mogens Leander og har købt og fået et par traditionelle ikoner fra Polen. Jeg søgte lidt på nettet og fandt nogle tilbud på kurser med både moderne og traditionelle ikoner. Jeg meldte mig til et kursus i juni i Højer med moderne ikoner og i august i Løgumkloster med koptiske ikoner og i november med megaikoner, så behovet må være dækket for 2006. De to første har jeg været på og de har været rigtig gode, så jeg glæder mig til det sidste kursus her i november.
|